Patienter med blodprop i lungen (lungeemboli) kan være hårdt ramt på deres fysiske og psykiske velbefindende og kan derfor finde det udfordrende at genoptage hverdagslivet efter en lungeemboli. Alligevel eksisterer der ikke et struktureret opfølgningstilbud til denne gruppe af patienter på tværs af Danmark. Der er på nuværende tidspunkt stor variation i både omfang og indhold af de tilbud der gives, og der foreligger ikke specifikke retningslinjer på området. Derfor implementeres nu en national opfølgningsmodel, Attend-PE modellen, til opfølgning af patienter med lungeemboli.
I projektgruppen sidder klinisk professor og daglig leder i Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning Søren Paaske Johnsen, sammen med seniorforsker og sygeplejerske Anette Arbjerg Højen og ph.d.-studerende Stine F Lindegaard, som begge til dagligt sidder hos Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning og er tilknyttet Aalborg Universitetshospital. Derudover er også forskningsleder Nanna Rolvig fra Aarhus Universitetshospital en del af projektgruppen.
Læs mere om Attend-PE modellen her, hvor du også kan finde projektgruppens kontaktoplysninger. Siden er målrettet klinikere, som skal anvende modellen.
I Hjerteforeningens fagnet fortæller Anette Arbjerg Højen desuden mere om projektet.