Spring til indhold
Forside

Nyhed

Humor og høflighed gjorde Maciej Plocharski til årets underviser på SUND-fakultetet

Lagt online: 18.01.2024

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har kåret Maciej Plocharski som Årets Underviser for hans enestående evne til at undervise på en dedikeret, letforståelig og humoristisk måde.

Nyhed

Humor og høflighed gjorde Maciej Plocharski til årets underviser på SUND-fakultetet

Lagt online: 18.01.2024

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har kåret Maciej Plocharski som Årets Underviser for hans enestående evne til at undervise på en dedikeret, letforståelig og humoristisk måde.

Af Torben Haugaard Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs.

Humor og statistik? Jo, det hører sammen.

Der er ingen grund til at frygte statistik, hvis du skal undervises af Maciej Plocharski, adjunkt ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på AAU.

Sådan lyder det fra de studerende på både civilingeniøruddannelsen i Sundhedsteknologi og kandidatuddannelsen i Klinisk Videnskab & Teknologi.

En underviser skal skabe en platform, hvor alle studerende er velkomne, uanset deres kvalifikationer og færdigheder

Maciej Plocharski, adjunkt ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, AAU.

”Maciej kan, mod alle odds, gøre statistisk analyse til et spændende og sjovt fag, der virkelig fremmer forståelse, motivation for læring og anvendeligheden af faget. Den bedste matematiske undervisning nogensinde,” lyder det i en af de anonyme begrundelser fra de studerende.

Maciej Plocharski betragter kåringen som Årets Underviser på SUND-fakultetet som en stor anerkendelse.

”Det er en klar besked om, at de studerende sætter pris på min undervisning. Det er anden gang, jeg modtager prisen, og det bekræfter mig i, at de studerende virkelig holder af min måde at motivere dem på,” siger Maciej Plocharski.

Afholdt på tværs af faggrænser

Maciej Plocharski forsker i, hvordan neurale netværk kan trænes til at adskille parkinsonramte patienter fra raske patienter, og hvordan Alzheimers kan opdages tidligt ved hjælp af maskinlæring.

Når han underviser, har han en særlig evne til at formidle et svært tilgængeligt fag på en letforståelig og humoristisk måde, så alle kan være med.

Så hvad er den hemmelige opskrift?

”En underviser skal skabe en platform, hvor alle studerende er velkomne, uanset deres kvalifikationer og færdigheder. Jeg viser dem altid min egen begejstring for et kursus og forsøger at overbevise dem om, at de godt kan klare det, selvom det er kompliceret og svært,” siger Maciej Plocharski.

Maciej Plocharski er udvalgt blandt kandidaterne til Årets Underviser fra de forskellige uddannelser på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Her lyder det blandt andet fra de studerende, at de værdsætter hans engagement og tålmodighed. Maciej svarer altid høfligt på spørgsmål og viser forståelse for de studerendes forskellige niveauer og behov.

I indstillingen skriver de studerende også om ham:

Giver sig tid til individuelle behov

”Maciej skaber engagement for et ellers svært stof ved brug af humor og positivitet ved hver kursusgang! Han formidler komplekst stof på en simpel måde og giver sig tid til alle studerendes individuelle behov.”

Ingen grund til at frygte statistik

”En meget dygtig underviser, som formår at gøre undervisning i statistik både forståeligt og relevant. Med en underviser som Maciej er der ingen grund til at frygte statistik!”

Også hæder til andre undervisere

Studienævnet for Idræt og Folkesundhedsvidenskab valgte professor Pascal Madeleine som deres favoritunderviser, mens valget faldt på klinisk lærer Lisandra Andrade i Studienævnet for Medicin.

Også Pascal Madeleine og Lisandra Andrade fik mange velfortjente rosende ord med på vejen, da hæderen blev afsløret ved den årlige nytårskur på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.