Antallet af danskere, der lider af kronisk tarmbetændelse, Crohns sygdom, er i kraftig vækst. Fra 1995 til 2016 er antallet af danskere med diagnosen tredoblet, og i dag lever ca. 20.000 med sygdommen. Det er ofte unge mennesker, der rammes, og det påvirker livskvaliteten betydeligt med symptomer som blødninger, mavesmerter og diarré. Ofte fører det også til kirurgisk fjernelse af dele af tarmen.
Nu kan det danske grundforskningscenter PREDICT på Aalborg Universitet (AAU) præsentere en række opsigtsvækkende resultater, der viser, at det i mange tilfælde ville være bedst for patienterne, hvis de allerede tidligt i deres sygdomsforløb blev opereret og fik skåret den syge del af tarmen af. Resultaterne er publiceret i det anerkendte, internationale tidsskrift Gastroenterology.
- Vores studie viser, at en tidlig operation kan være relevant som første behandling til patienter, der har fået diagnosen Crohns sygdom. Det er ikke gængs praksis. I dag bliver patienter ofte sat i medicinsk behandling, men det kan være forbundet med bivirkninger, samtidig med at mange alligevel ender med at blive opereret, hvis medicinen stopper med at virke, forklarer Kristine Allin, lektor og partner i PREDICT, der har lavet undersøgelsen i samarbejde med professor og centerdirektør Tine Jess.
Læs også: Kroniske tarmsygdomme kan påvises op til otte år før diagnose
Den nye undersøgelser viser, at halvdelen af de patienter, der har fået fjernet den syge del af tarmen inden for det første år efter, at de er blevet diagnosticeret, hverken har behov for yderligere operationer eller medicinsk behandling fem år senere.
- Vi ved, at tidlig og effektiv behandling af Crohns sygdom er afgørende for at forhindre sygdomsforværring og forbedre den langsigtede prognose. Så de nye resultater er meget afgørende for mange patienter, siger Tine Jess.
Danske sundhedsdata er en gave til patienter verden over
Resultaterne læner sig op ad konklusionen fra et tidligere, mindre studie, men indtil nu har der manglet solide data fra større patientgrupper for at kunne bekræfte hypotesen. Det er netop de data, forskerne nu har bragt frem i lyset.
- De danske sundhedsregistre er helt unikke på verdensplan. Vores studie er et skoleeksempel på, hvordan danske registerdata kan forbedre klinisk praksis internationalt til gavn for millioner af patienter, siger Kristine Allin
Læs også: Ny forskning afslører: børn, der lever de første år i landbrugsområder, har øget risiko for inflammatorisk tarmsygdom